… der beskæres i buskadser og budgetter. Vi kender nok alle Poul Dissings fremføring af Benny Andersens tekst og mange nyder at synge den fabelagtige tekst fra denne sang, som hylder forårssolens helbredende virkning. Uanset hvor meget man skylder i skat, har caries i tandkødet eller om det er alderen, der trykker, så ophæver forårssolen den lidt trælse stemning. Alle – også dem uden buskadser – trives bare bedre, når solen livgivende skinner. Både de motoriserede cykler og dem med rugbrødsmotor fylder på vejene, ungerne drøner rundt på græsset og spiller bold eller hopper i trampolin, mens os med buskadser skal have fundet saksen frem.

Roserne står først og fremmest på listen, men når de er klippet ned, så er der et par andre relevante planter, som skal klippes ned.

Hortensia
Der er overordnet to grupper af hortensia.
Gruppe 1 dem, der blomstrer med knopper dannet sidste sommer
Gruppe 2 dem, der blomstrer med knopper, som først dannes i år

Gruppe 1
Almindelig hortensia (Hydrangea macrophylla) danner deres blomster i enden af sidste års skud. De skal derfor IKKE klippes nu. Fjern dog gerne de visne blomsterhoveder fra sidste års blomstring. Klatrehortensia (Hydrangea anomala ssp. petiolaris) hører også til gruppe 1. Hortensia i gruppe 1 blomstrer allerede fra juni måned.

Gruppe 2
Havehortensia (Hydrangea paniculata) og træagtig hortensia (Hydrangea arborescens) danner deres blomster på dette års skud, og kan med fordel klippes tilbage, så der kun er 2 – 3 knopper på hver gren (svarer til 20 – 25 cm). Gruppe 2 hortensia blomstrer først fra slutningen af juli og ind i efteråret.

Er du i tvivl om, hvilken gruppe dine hortensia tilhører, så tænk på, så ret dig efter blomstringstiden eller spørg din gartner i dit lokale havecenter.

Lavendel
Nu er det også tid til at få klippet lavendelbuskene ned. Jo kraftigere en tilbageklipning du kan udføre, jo mere kompakt og fin blomstring får du. HUSK aldrig at klippe længere ned, end der stadig er synlige blade på planten.

Sommerfuglebusken
I år er sommerfuglebuskene grønne, men det er de ikke altid. Ofte snupper vinteren ca. halvdelen af skuddene, og derfor vil buskene vokse og danne en forholdsvis kompakt version. Du behøver ikke klippe dine grønne sommerfuglebuske, men hvis du ønsker en mere kompakt busk med mange blomsterbærende skud, så skal du klippe busken tilbage nu. Ældre buske klippes til ca. 50 cm, mens unge buske godt må klippes ned til ca. 30 cm.