Havetips uge 20
Af: Marianne Bachmann Andersen

Har du et godt og veletableret staudebed, så er det nu, det skal dække jorden og stå som en grøn oase af frodighed. Sådan er det i mange haver, men der er desværre også mange staudebede, der efter sidste års tørke blev lidt hullet og derfor nu står med “bare” pletter. Måske har nabostauden fået mere plads til at brede sig, ellers ses en mosaik af grønt og jord. Det er netop i disse “helligdage” at der opstår problemer med ukrudt – når jorden ikke dækkes af frodig plantevækst, så er der plads til nye planter – ukrudtsplanter.

Plant nu

Hvis staudebedet skal være mere fornøjelse end ekstra lugearbejde, så er det en god idé at sørge for, at der ikke er plads til ukrudtet. Lige nu er det oplagt at få fyldt nye stauder ind i de huller, som du har i bedet. I dit havecenter har de et stort og bredt sortiment af stauder, der ofte står i mindre potter og derfor er ret praktiske at plante. Jorden er lun og planterne i god vækst, så når du planter stauder her i foråret, så går der ikke længe før de er vokset godt til og kommer til deres ret. Du skal selvfølgelig passe dem med ekstra vand til de selv kan klare den del, resten er blot fornøjelse.

Hvad skal man vælge?

Vi er mange der bare elsker at gå langs staudebordene i havecentret og blive inspireret af de mange forskellige typer. Når det kommer til det tidspunkt, hvor man skal vælge til og fra, så kan beslutningen godt være lidt tung. Heldigvis er der råd og vejledning at få hos gartneren, men hvis du på forhånd har taget stilling til disse 5 ting, så indsnævres opløbet og en vinderfeltet gør beslutningen lettere:

  1. Plantested. Skal den stå solrigt, i halvskygge eller i dyb skygge?
  2. Jordforhold. Er det en tung og våd jord, almindelig jord eller let og tør jord?
  3. Højde. De højere stauder gør sig bedst længere inde i bedet, mens de i kanten skal være lavere
  4. Blomstringstid. Nogle ønsker blomstringen i bedet bredt ud over en længere periode, mens andre vil have fest og farver med ens blomstringstid i bedet
  5. Farve. Måske det vigtigste parameter – det må gerne passe med resten af blomsterne i bedet

Lav din egen saft

Det omskiftelige forårsvejr har både boostet nogle planter, men også sat andre planters vækst og udvikling i stå. Mange kan huske blomstringstiderne fra de forrige år – det skal jeg ikke udfordre, men i disse uger har jeg nydt duften og især synet af de smukke blomster på paradisæbletræerne. De er altid helt dækket med et væld af blomster, men i år er det som om blomstringen er ekstra intens. Det mener fagfolket skyldes sidste års tørre sommer. Her har træerne indkodet en overlevelsesknap, som de nu trykker på, og derfor udvikler ekstra mange blomster på. Blomster ender nemlig ud i frugt, der indeholder frø – træernes mulighed for at overleve, hvis de selv bukker under.

Stor anvendelighed

Ud over prydværdien af de smukke træer, så er paradisæbler nogle særdeles anvendelige træer, og lige nu er det oplagt at lave saft på nogle af de mange blomster.

Det kræver lidt tålmodighed, men resultatet er en virkelig god delikatesse og værd at kaste sig ud i.

Æbleblomstsaft

Pluk 2 l blomster
1 l vand
1 kg sukker
Skal og saft af 2 usprøjtede citroner
2 spsk. citronsyre
Vand, sukker, citronskal, citronsaft og citronsyre kommes i en stor gryde. Kog lagen op til sukkeret er opløst. Når lagen er kølet helt ned, overhældes æbleblomsterne og trækker i ca. 24 timer. Si væsken igennem et klæde og hæld på rene flasker.

Brug saften til en drink eller som væde til glasur. Du kan også koge saften ind og lave gelé – det smager af forår og har en meget fin blomstersmag.

PS: du kan erstatte æbleblomsterne med duftende syrenblomster og lave saft på dem også