Havetips uge 24

Af: Marianne Bachmann Andersen

 

Potter og krukker med døde planter 

Det er sommervejr og temperaturen er over 20 grader hver dag. Planterne gror lystigt, men hvad er der sket med dem, der skulle bryde med nye skud i krukker, baljer og andre beholdere? De mange kurve med græsser på terrassen er mere visne end grønne, og har du bladstedsegrønne eller nålebærende små planter i krukker, skifter farven fra frodig grøn til orangerød.

En langsom død

Senfølgeskader er måske det bedste begreb, når vi skal forklare, hvorfor planterne først dør nu. Skaden på planterne er nemlig sket tilbage i februar og marts måned, hvor kolde vinde og flere døgn med bundfrosne krukker ødelagde planternes rødder, så de ikke længere kan forsyne plantens top med vand og næring. Cellerne er simpelthen ødelagte – sprunget af frosten.

Årsagen til, at vi først ser mange af senfølgeskaderne nu er, at planternes grene, stammer og skud stadig indeholder så meget ”liv”, at nye blade kan springe ud. Først når der kaldes på forsyninger fra rødderne viser symptomerne sig.

På den igen

Der er ikke så meget at gøre. Krukkerne må tømmes, og nu kan du benytte lejligheden til at få plantet nye planter i dem. Vil du være på den sikre side, så plant kun ”sarte” flerårige planter i de krukker, som du kan flytte og overvintre nogenlunde frostfrit.

Lige nu er der masser af muligheder for at få krukkerne fyldt op med skønheder. Blomstrende sommerblomster og stauder, lækre planter med smukke bladfarver og græsser.

Giv krukkerne gødning

Når planterne skal præstere en hel masse, er der både brug for vand og næring. Plant altid i krukker, der er lidt store – hvor der er masser af plads til, at rødderne kan udvikle sig. Det er altid en god idé at booste jorden med gødning, og her findes behændige gødningstabletter, som langsomt frigiver næring henover sommeren. De indeholder kun gødning til ét år, så har du samme planter i krukken år efter år, så skal du eftergøde.

Brug dette skema, når du skal dosere tabletterne:

Diameter på krukken

Volumen

Antal tabletter

14-15 cm

1l

1

17 cm

2 l

1

19 cm

3 l

2

21 cm

4 l

2

24 cm

6 l

3

27 cm

9 l

4-5

Rododendron med og uden vintergrønne blade

 

Det er højsæson for havernes rododendron. Både dem med vintergrønne blade og dem, som vi kalder for azalea, der først får blade når de blomstrer. Blomsterpragten er helt vildt flot og de mange klare farver lyser op i haverne netop nu.

Rododendron er nemme planter. Når de først er plantet og vokser til, så skal der ikke meget pasning til, for at de trives. Vigtigt er det dog, at de bliver plantet i god muldrig kalkfattig spagnumjord, for alle rododendron er surbundsplanter.

Netop derfor ser man ofte en have indrettet, så rododendron står samlet ét sted. Nogle graver kun lidt af havens jord af og placerer bedet ovenpå jorden. Et slags højbed, der er fyldt med surbundsjord, som rodododendron kan vokse i.

Du får her lidt tips til at få succes med rododendron i din have:

  • Plantehullets brede skal være så stort, som muligt og altid minimum 50 cm i diameter
  • Plantedybde på 30 cm, når du planter små og lave rododendron
  • Plantedybde på 40 – 50 cm, når du planter store rododendron
  • Planten skal stå i samme dybde, som den har groet ved i potten
  • Planter du i krukker, så skal diameteren være stor, så planten ikke ”klemmes”.

√ Plant ALTID i surbundsjord

√ Brug ALTID god grov kvalitetsjord

 

Tips                   Prik hul i spagnumsækken og vand direkte ned i sækken, så jorden er vandet godt op inden brug. Lad gerne sækken ”trække” et par timer inden brug.