Havetips uge 29

Af: Marianne Bachmann Andersen

Find saksen frem

Sommerhaven viser sig fra den en frodig side, for de mange sommerbyger, der går og kommer har givet ekstra grobund for planterne. Efter blot et par dages fravær, så ser det ud som om nogen har været forbi med ekstra gødning til både planter og ukrudt. Juni måneds blomstrende stauder er blomstret af og står med dekorative frøstande, juli og august måneds stauder er i begyndende blomst, mens andre stauder ligger ned langs jorden.

Du kan pynte haven op ved at gå en tur med saksen. Når du beskærer stauderne, der er færdige med at blomstre så hjælper du dem til fortsat at vokse, og hos nogle af dem, vil der sågar dannes et nyt hold blomster, som du kan nyde til august.

De stauder, som er blevet ”flade” af regnen eller er væltet omkuld i en stormvind, kan du også klippe lidt tilbage – de høje bindes op og de lidt lavere skal nok selv klare at holde sig oprejste, når de igen begynder at vokse. Mange af blomsterne kan du bruge til en dejlig buket på terrassebordet eller inde i den lune stue.

Al ikke brugbart afklip kommes på komposten, hvor det hurtigt omsættes i varmen og fugten.

Nogle af havens roser er også under pres. Hvis grenene bøjer sig ned og har svært ved at holde blomsterne, så klip store buketter, så grenene ikke knækker og planten kan komme i gang med nye skud.

Tjek de nyeste planter

Vi er mange, der har haft et øget antal timer til haven her i foråret, og der er plantet mange nye planter. Trods det gode vejr, er det fortsat vigtigt, at du holder øje med, at der er vand nok i jorden. Bygerne falder forskelligt, så nogle egne har kun fået omkring 20 mm, mens andre har fået fire gange så meget. En ordentlig grundvanding bør ligge på ca. 30 mm vand, så der vil være haver, hvor de nyeste plantede planter stadig skal vandes.

Fjern ukrudtet

Det er ikke kun kulturplanterne, der nyder godt af regnen – det gør ukrudtsplanterne også. Køkkenhaven, skærehaven og frugthaven har arealer, hvor der er ”bar” jord, så her skal der hakkes og luges. I havens øvrige bede står planterne tættere, så her er ukrudtstrykket ikke så højt. Har du bede, hvor det vrimler med ukrudt, så snak med din gartner om at få det plantet til med bunddækkende planter, stauder (eks. Hosta og dagliljer) som dækker, så de små spirer ikke vokser frem.

Vild med det vilde


En edderkop holder hus med alle sine unger i brændenælderne


Der er ingen tvivl om, at vores fokus på naturen og havernes rolle i den sag, er kommet for at blive. Vi skal væk fra de trimmede græsplæner og klippede buksbomkugler og hen mod uklippede græsplæner og store blandede blomsterbede, hvor der hele året er noget for insekterne – og ikke mindst bierne – at komme efter.

Vi skal lære at elske brændenælder og skvalderkål, for disse planter er med til at skabe en masse liv for især sommerfulglearter, der har det svært. I samme åndedrag dækker vi kålen i køkkenhaven, så den ikke bliver ædt af kålsommerfuglenes larver, og går på mordjagt efter invasive snegle, som æder vores salat og stauder.

Der er masser af holdninger til, hvad der er det rigtige, og en have skal udvikle sig i takt med dens ejere og beboere. Hvor meget tid har du til at holde haven, og hvor meget kaos kan du leve med? Glæden ved haven skal helst bevares, så det gælder om at prøve sig frem. Prøv at tage et hjørne ud ”af drift” og lade alle planter vokse frit uden indblanding. Se hvad der sker, og gå på insektjagt. Kontrasten til de mere ordentlige bede og klippede planter kan sagtens rummes, hvis du giver plads. For der er ingen tvivl om, at vi skal være bedre til at passe på vores klode og sørge for, at der ikke går alt for mange dyrearter til, fordi vi selv vil bestemme det hele.

Vild med det vilde kan sagtens give overflod af forskellige blomster til dig. Du kan plante en masse forskellige stauder og sommerblomster, som svirrefluer, sommerfugle, bier og andre insekter vil elske dig for. Når du klipper et par buketter, giver det planten mulighed for at danne nye blomster, så du gør ikke noget galt ved at nyde haven i vaserne.

De danske havecentre bakker op om mangfoldigheden i haverne, og du kan altid få en faglig snak med din gartner, når du har spørgsmål om planter til haven. Det lader til at sommeren anno 2020 er et godt år at plante i haven. Den lune jord og det vekslende skydække giver planterne gode betingelser for at komme godt på vej, så benyt ferien til at gøre din have mangfoldig med stor biodiversitet og masser af blomster til stor glæde for dig og insekterne.