Tid til haven

Af: Marianne Bachmann Andersen

Masser af frisk luft     

Havecentre landet over er klar til at byde deres kunder velkommen i dejlige omgivelser med masser af frisk luft og skønne planter. Den nedlukkede periode er heldigvis ovre, så nu kan vi alle komme i gang med alle gøremålene i haven, kolonihaven, sommerhushaven, på terrassen eller hjemme i vindueskarmene.

Der er nemlig et væld af gavnlige tiltag, som vi kan bruge tiden på. Netop tid er et begreb, som mange har nydt godt af at have lidt for meget af. Vores sociale arrangementer aflyses eller flyttes ud i fremtiden, og det giver lidt luft i kalenderen til at give haven en hjælpende hånd. Marts måned er lig med forår, og vi har nydt de sidste uger af februar, hvor hård vinterfrost, som med et trylleslag over to døgn, blev til forår med tocifrede temperaturer. Det sætter for alvor skub i forårets planter, og det varer ikke længe inden håbets lysegrønne farve bryder frem fra de svulmende knopper.

De fleste forårsaktiviteter foregår udenfor, og netop her er der trygt at være – uden risiko for at blive smittet af diverse virus og deres mutationer. Helt uden mundbind og visir kan vi bevæge os rundt med saksen i lommen og trillebør med rive og kost. Nu kan vi forvandle vinterens triste have til et skønt sted at opholde sig. Blomster er der allerede mange af. De kommer fra løgvækster og, hvor vi har sukket efter at se dem blomstre.

Vintergæk
De første vintergækker så vi i januar, men så kom vinteren og satte udspringet på pause. Heldigvis er vintergækker super hårdføre, så der er ingen skader at se. Vintergækker er almindeligt udbredte i det meste af Europa, men størst i Tyrkiet og Kaukasus. Der findes 20 forskellige arter og tusindvis af sorter. Løget er ovalt og de ligger tæt sammen i klynger. Hvert løg deler sig én gang om året. Du kan med fordel grave massive klynger af vintergækker op og dele dem ud til et større område. Tidspunktet for denne øvelse er lige efter blomstringen – om ca. 3 uger. Har du ingen klynger, så køb nogle vintergækker i potter eller vent til september, hvor du kan købe dem i dit havecenter som små blomsterløg.

Erantis
Glade gule ansigtsformede blomster med grøn manke følger straks efter vintergækkernes udspring. Erantis er på mange måder forårets glade budskab. Lysende gul farve bringer et smil frem, og når børn eller børnebørn har plukket en lille buket til æggebægeret, så varmer det vores hjerter.

Erantis gror i den vestlige del af Europa og østover helt til Japan. Den ses typisk i skovbunden af løvfældende træer og når at blomstre inden trætoppene dækker for solens stråler. Når rodknolden vågner efter vinteren, så spirer erantis frem med bøjet nakke og folder snart sit glade ansigt op mod solens stråler. I frostvejr lukkes blomsten, men den tager sjældent skade af frost.

Erantis spreder sig med frø, men kan plantes som knolde i efteråret.

 

 

Hjælp fuglene!   

Mange er flittige med fuglefodring hele vinteren, men på trods af milde forårsvinde, er det stadig vigtigt at fodre havens fugle. Denne lille blåmejse er taknemmelig for at spise mad fra din foderautomat i haven.

Forårets luner med skiftende temperaturer udfordrer især de små fugle. Hvis de før vinteren var i god form, så er de temmelig slidte nu. Sætter vinterkulden ind igen, så vil de have svært ved at klare sig. Fodring her i marts måned er derfor essentiel, hvis du vil hjælpe fuglene. Det er især de mindre fugle, som har svært ved at klare sig uden mad. Deres maddepot er meget begrænset og de er nødsaget til at indtage mange måltider for at holde varmen og bevare energien.
Hvis havens mindre fugle, som eks. gærdesmutten, ikke har mulighed for at spise i en 12 timers lang kold nat, så kan den dø. Især efter kolde vintre vil antallet af fugle som gærdesmutten falde drastisk.

De større fugle som gæs og svaner ”lukker ned” i kolde perioder. De sidder helt stille og ser ud som om de sover. Når de store fugles maver er fyldt op med mad, så kan de sidde sådan rigtig længe.

Ynglekasser
Har du gennem vinteren været i værkstedet og hamre fuglekasser sammen, så er det ved at være oppe over at få dem sat op. Snart søger fuglene redemuligheder til det første kuld unger – så det gælder om at være klar til, at de kan flytte ind i din have.

Har du allerede fuglekasser i haven, så skal du sørge for at rengøre dem. Sidste års rederester og ekskrementer skal muges ud til en ny generation. Husk også at tjekke, at kassen sidder forsvarligt, så den ikke falder ned.

Hjælp til selvhjælp

Med masser af fugle i haven sikrer du den biologiske balance. Fuglene hjælper nemlig med at æde tusindvis af larver, lus og insekter, som har det med at genere grundet deres store antal. Netop denne balance mellem insekter og dyreliv i haven gør det til en ekstra glæde at være haveejer.