Er du en lykkelige haveejer med roser, så bør du hvert år beskære planterne, så de fortsat er fantastiske at se på. Et af de mest almindelige spørgsmål om beskæring handler om det rigtige tidspunkt at beskære roser på.

Beskær altid om foråret
Der findes masser af information om, hvordan man lige gør det der med rosenbeskæringen. Der findes også vejledning i at roserne skal beskæres om efteråret. Det er mest forkert – men også lidt rigtigt. Mange af vores roser fortsætter nemlig deres blomstring helt hen i december måned, og derfor må du meget gerne klippe den yderste del af rosenbusken – den med de visne blomster – af om efteråret. Rosenblomsterne bliver nemlig meget let angrebet af gråskimmel, som i løbet af vinteren kan bevæge sig ned i rosens grene og derved forvolde skade.

Hovedbeskæringen skal ske om foråret. Nu kan det så næsten gå galt igen, for hvornår er det så forår? I år var det jo forår i februar måned. Vi har ikke to ens vintre, og vi ved ikke hvordan vejret arter sig, så derfor skal man holde fast i den regel, der siger:

Når forsytiabusken blomstrer skal du beskære dine roser

De fleste år vil forsytiabusken først springe ud omkring det tidspunkt, hvor dronningen har fødselsdag (16. april), men i år er dette tidspunkt rykket frem til sidste halvdel af marts. Lige nu kan vi nyde de lysende gule blomster på forsytiabusken, og mange af sideknopperne på rosenbuskene er også sprunget ud – gå derfor blot i gang med saks og rosenhandsker nu.

Gødning
Slut af med at tildele dine roser en god rosenjord og rosengødning. Nu har du givet roserne den bedste forårskur og -start.