Allerede i december måned kan man se, at kejserbusken begynder at arbejde med blomsterknopperne. Det er ikke længe siden, at den smed sine blade, men det hindrer den ikke i at trodse alle odds og gå i blomst. I milde vintre vil blomstringen fortsætte, men når frostperioder rammer landet, så standser den sin blomsterpragt. I det tidlige forår formår kejserbusken at blomstre videre til stor fornøjelse for haveejerens blomsterhungrende sind.

Vidste du at…
Det latinske navn for kejserbusken er Viburnum x bodnatense, og det er faktisk en krydsning mellem to andre arter af Viburnum, som oprindeligt kommer fra Himalaya og Nordkina. Det siges, at kinesiske kejsere viste stor interesse for busken, som især blev beundret for den usædvanlige blomstringstid på året – deraf navnet KEJSERBUSK.
Blomsterne sidder yderst på buskens overhængende grene, og du kan sagtens klippe nogle stykker ind til vasen. Her står de flot sammen med tulipaner eller narcisser – eller helt alene. Blomsterne har en særdeles dejlig duft, som kan være lidt svær at dufte, når planten står ude i kulden, men den spreder sig lifligt i den varme stue.

Sorter findes der flere af, bl.a.:
’Charles Lamont’, der bliver 2 – 3 m høj og får lyse rosa blomster.
’Dawn’, der bliver 2 – 3 m høj og får mørkerosa blomster.