Havetips uge 20

Vejret er så skønt, og vi elsker at opholde os ude i vejret, når det er så dejlig varmt og solrigt. Vejret er bare også hårdt. Det er hårdt for både dyr og planter, som jo ikke bare kan søge skyggen, når fordampningen er for høj. Rigtig mange af os har fået tilplantet både krukker, drivhus, køkkenhave, højbede og alle andre bede i haven. Her står planterne nu og sukker efter skygge og vand. Husk derfor at passe godt på alle dine planter her i sommervarmen, så du kan nyde den ekstra meget.

Kartoflerne har fart på
Forårets manglende varme i jorden er hurtigt afløst af sprudlende vækst i køkkenhaven, hvor både kartoflerne, asparges og jordbærplanterne gror, som var de betalt derfor. Det betyder, at det er tid til at hyppe kartoflerne. Hyppe betyder at jorddække, og det gøres for at hindre knoldene i at blive grønne. Grønne kartofler må man ikke spise, da de indeholder et giftigt stof.

Vand jordbærplanterne
Der er delte meninger om, hvorvidt jordbærplanterne skal vandes i tørre perioder. Jordbærplanterne har et højtliggende rodnet og kommer hurtigt i bekneb for vand. Hvis du vil have store og flotte bær, så skal du vande dem i tørre perioder gennem hele blomstringen. Hvis du hellere vil have mindre bær (med mere smag), så skal du ikke vande.

Husk at jordbærplanterne først skal have gødning, når de begynder at vokse efter bærsætningen.

Drivhuset kræver opmærksomhed
Mange har valgt at trække lyse gardiner for, for at mindske den hårde solindstråling i disse uger. Andre har måske påført skyggepasta eller kalk? Hvis man blot husker at få vandet alle planterne, så de ikke tørrer ud, så kan man nu godt få det til at virke, selvom solskinstimerne er mange. Alle vinduer og døre er selvsagt åbne, så temperaturen holdes nede.

Maj måneds blomster
Udover de mange lækre sommerblomster til krukkerne, så fortsætter planterne i haven med at gøre deres for at imponere os. Guldregnen er så småt begyndt at blomstre, syrenerne blomstrer på livet løs, alle frugttræer og især paradisæblerne har en imponerende blomstring i øjeblikket, og så er der for alvor fart på staudebedenes tidlige forårsblomster.

PS vidste du, at du sagtens kan plante træer, buske, frugtbuske, frugttræer, roser og stauder i din have selvom det er sommervejr? Spørg os til råds, så hjælper vi dig på vej.