Havetips uge 18

Du har måske stødt på denne bemærkning hos din gartner i havecentret “Pas nu på med at få plantet sommerblomster, tomater og agurkeplanter alt for tidligt – der er stadig risiko for at vi får en periode med koldt vejr”. Irriterende, når man nu lige har behov for at få plantet til og glæde sig til at se det hele blive flot og frodigt.

Desværre får gartneren ret – han har jo også en hel masse planter, som han skal passe på, OG så har han en årelang erfaring med det drilske forårsvejr. Meteorologerne er sikre i deres sag, når meldingen om risiko for nattefrost er tilstede den næste uge. Måske vil det ikke være længerevarende kulde, men et par timers frost, når solen bryder frem i den tidlige morgenstund er nok til at skade planterne.

Sådan kan du redde dine planter

  • Alt hvad du har mulighed for at tage helt ind i din bolig, skal du flytte ind. Om dagen vil planterne have størst glæde af at komme ud igen, men bliver det for stort et arbejde, så behold planterne inde til vejret retter sig.
  • Har du et drivhus, så er klimaet lidt bedre her. Flyt derfor planterne ind i drivhuset til vejret igen byder på mildere vinde.
  • Har du ikke mulighed for at beskytte planterne ved at flytte dem, så kan et tagudhæng og ly langs husmuren gøre en positiv forskel.
  • Især rododendron og hortensia er sarte, så dæk dem med klæde, acryldug eller et gammelt lagen – husk at fjerne dækket om dagen

Er det for koldt til tomatplanterne?

Tomater, agurker og peber/chili bør ikke stå køligere end 8 grader C. Vi er mange, som allerede har startet lidt op med disse planter i drivhuset, og solen varmer huset dejligt op hele dagen. Nattens temperatur inde i huset er højere end udenfor. Alligevel kommer temperaturen ned under 8 grader i den kommende tid, så hvis du har mulighed for at flytte planterne – eller varme huset op med en varmeblæser, så sikrer du dine planters overlevelse.

Ude hos din gartner hentes de sarte planter ind i de store drivhuse, og mange steder dækkes mange af planterne med beskyttende fiber selv om de står ude – på den måde tager planterne ikke skade af den lidt barske start på maj måned.

De slyngende skønheder

 

Alt grønnes efter en lun april måned, hvor vi også havde fornøjelsen af at få en portion regn. Haverne er for alvor forvandlet til grønne oaser, og rigtig mange mennesker får deres daglige motion, når der lige skal ordnes lidt i bedene eller græsset skal slås. Træerne i haven har med deres nye klæder sat den ekstra tredje dimension på, og det er netop her de slyngende skønheder kommer ind i billedet. De er om nogen med til at få haven op i et niveau, hvor man fornøjes af blomster og frodighed.
Blåregn
I maj måned blomstrer blåregnen. I de lune egne – eller inde i storbyen, er der allerede fine blomster at spotte, men hvordan opnår man blomster år efter år? Det er et spørgsmål, som mange gerne vil have svar på.
Som du måske kan se på billedet, så dannes blomsterne ret tæt på hovedstammen. Gartneren har her klippet sidste års sideskud helt ind til 2 – 3 knopper. Det har han gjort i to etaper.

  1. etape foregår i september måned, hvor de lange tynde slyngende skud klippes tilbage, så der er 15-20 cm tilbage.
  2. etape er sket i vinter, hvor selvsamme sideskud er klippet yderligere tilbage og former selve blåregnens udseende

Klematis
Snart skal vi fornøjes af de tidligt blomstrende klematis. Ikke alle klematis blomstrer på samme tid, og især de første har en fantastisk og kraftig blomstring. Alle blomsterne er dannet sidste år, så her er det vigtigt at holde saksen i lommen, når der skal beskæres om vinteren – ellers klipper man blomsterne af. Hvis din forårsblomstrende klematis er blevet for kraftig og trænger til beskæring, så skal du vente til den har blomstret. I juni kan du klippe den helt eller delvist tilbage. Den nye tilvækst vil nå at danne nye knopper til næste års blomstring.