Havetips uge 24

Det skønne varme vejr rykker på de tidspunkter, hvor blomsterne normalt springer ud, og det betyder, at vi allerede nu kan høste og lave de lækreste ting fra planterne i haven. Der er tale om ganske små projekter, som ikke tager lang tid, så hold en pause med vanding og lugning, og nyd alt det haven kvitterer med.

Hyldeblomstsaft
Hylden vokser vildt langs grøfter og i hegn, men den er jo en fantastisk prydplante, så du kan sagtens plante den i din egen have – så er du sikker på at kunne høste skærme og måske bær, uden at de er påvirket af udstødningsgas fra bilerne på vejene.

Opskrift
1. Høst 30 – 40 skærme og ryst dem, så der ikke sidder insekter og dyr
2. Klip så meget af stilkene af, som muligt – de er nemlig lidt bitre
3. Fyld blomsterne i et glas eller i en skål
4. Skær 1 – 2 økologiske citroner i tynde skiver og læg ved blomsterne
5. Kog en lage af 1 l vand tilsat 500 g sukker og 2 spsk. citronsyre
6. Hæld lagen over blomster og citronskiver

Stil blandingen køligt i 2 – 4 dage og sigt nu blomster og citronskiver fra. Smag saften til og tilsæt evt. ekstra sukker. Hæld på rengjorte glas og nyd den herlige saft på de varme dage.

Rabarbersaft og sirup
Høst rabarber inden de bliver alt for slappe – helst inden Sankthans. Skær stænglerne i ca. 5 cm store stykker og kog med vand og vanilje. Efter ca. 10 min. er rabarberne møre og du kan hælde saften gennem en sigte. Tilsæt sukker og kog saften op igen.

Opskrift:
500 g rabarber
1 l vand
1 vaniljestang (flækkes og kornene skrabes ud – kog vaniljestænglen med)
ca. 2,5 dl sukker

Rabarbersirup
Mål 2 d rabarbersaft og tilsæt 1 dl sukker og lad væsken koge indtil den begynder at tykne.