Havetips uge 41

Haverne fik kuldebank
Den første weekend i oktober bød på så langvarig nattefrost, at de sarte planter, der ikke var blevet beskyttet, fik et ordentligt lag kuldebank. Georginerne viste syn for sagen, for deres store frodige og vandfyldte stængler, blade og blomsterknopper punkterede i kulden. Nu står de helt mørke tilbage og alle cellerne i blade og stængler er sprængt, og planterne står ikke til at redde.

Vent med at grave knoldene op

Det er ca. 1 måned for tidligt at begynde at grave knoldene op til vinteropbevaring, så jeg vil anbefale, at du blot lader planterne stå. Vejret ændrer sig til en mildere version, så processen er bremset op. Alligevel skal du holde nøje øje med, hvordan planterne udvikler sig. Lige nu står de ret op med hængende toppe, men begynder der at gå skimmelsvamp i planterne, så de kraftige stængler rådner, så skal du i gang med graveredskaber og overvintringskasser.

Klipper du toppen af, og det vil mange måske anbefale, så har jeg erfaring med, at de hule stængler har direkte adgang til knoldene, så når de fyldes med regnvand – med øget risiko for at knoldene rådner.

Middelhavsplanterne er svedne

Fik du ikke beskyttet citrusfrugterne, laurbærplanten og oliventræet, så har de måske fået lidt skade på bladene. De kraftige blade er lidt langsomme om at reagere, så skaden ser du måske først om nogle uger. Planterne dør sjældent af dette, men du vil måske opleve ekstra stort bladfald.

Stod planterne inde i et uopvarmet drivhus, som bægerranken på billedet, så er der nok ikke sket skade overhovedet – de lave temperaturer nåede nemlig ikke ind bag glassets beskyttende kappe.

Hvad skal du gøre?

Det er altid svært at rådgive om, hvad det rigtige er. Pakker du planterne ind i beskyttende bobleplastik, så kan de ikke ånde og vil rådne. Sætter du dem ind på det kølige gæsteværelse, så er der ikke lys nok, og bladene falder af. En mørk kælder er bestemt heller ikke godt for de sarte middelhavsplanter, så lige nu vil det bedste nok være at følge med i vejrudsigten og placere planterne i drivhuset, udestuen eller langs husmuren, hvor nattefrosten sjældent forvolder de store skader.